Yoyo lever et dobbeltliv som forkælet kælehund

Sørens Ryges tro følgesvend

Tekst og foto: Vibeke Volder
(Produceret for Jysk Fynske Medier)

Ved et tilfælde lavede Søren Ryge Petersen et tv-program om sin følgesvend, hunden Yoyo, og det blev så positivt modtaget, at han sidste år udgav en bog om den. Her åbner han op for, at selv om hans hund ikke lever et liv som et klassisk kælehund hos ham, så får den de behov stillet andetsteds.

- Jeg kunne ikke drømme om at putte den hund i bad. De gange, hvor den har været i muddergrøften eller har gravet i verdens største hul og er sort, kan jeg godt spule den med vandslangen. Det bedste er faktisk at smide leverpostej ud i bækken, for så hopper den ud i den og bliver vasket af sig selv, fortæller han.

Hos Søren Ryge Petersen på Djursland lever hans otte-årige hund Yoyo et frit hundeliv med mudrede poter. Den kan løbe, hvorhen den vil. Den er aldrig i snor, men den er stort set altid sammen med Søren alligevel. Hvis den er blevet optaget af noget, mens de er i haven, og Søren har bevæget sig væk fra den, så går der ikke længe, før han kan se den igen.

- Den kommer med snuden i jorden. Den kan lugte mig. Den kan lugte, hvor jeg har gået. Jeg kan ikke gemme mig for den hund. Aldrig, siger han og smiler.

Der er især to grunde til, at han er glad for at have en hund i sit liv. For det første er han aldrig alene. For det andet, er den ruhårede foxterrier altid glad for at se ham.

- Hvis jeg har været ved købmanden eller kommer hjem fra at have været ude for at holde foredrag, så ved jeg aldrig, om Cathrine (Sørens kæreste, red.) er hjemme, om hun sover, eller om hun er i godt eller dårligt humør, men jeg ved, at når jeg lukker døren op, kommer hunden og er lykkelig, fortæller han.

- Der er mange ting, Yoyo gør, uden at vi skal menneskeliggøre den på nogen måde, som gør, at man bliver glad for den, siger han og viser, hvordan den kan tilte hovedet og kigge på ham på en helt særlig sød måde.

Men han er meget bevidst om, at det er en hund med de instinkter, der hører med.

- Jeg ved sgu, at det er en hund. Det er et dyr. Og når jeg siger, at jeg elsker den, så er det jo klart, at det er, som man nu kan elske et dyr. Jeg elsker sgu også fugle, slår Søren fast.

Alligevel smiler han, når han fortæller, at Cathrine har sagt, at det første Yoyo gør, når han forlader matriklen, er at lægge sig på hans pude på kontorstolen eller ovenpå hans sutsko i entréen.

- Det er rørende, men også meget naturligt og handler om instinkter, for hvad lugter mest af mig, der er det vigtigste i hendes sociale liv. Det gør mine sutsko, siger han.

Forkælet hos Lene

Mens Søren aldrig kunne finde på putte sin hund i bad, så er virkeligheden en anden, når den bliver passet hos Lene. En sød, ældre dame, der bor i Rønde.

- Når den er oppe ved hende, er det et helt andet liv end her. Inde i hendes lejlighed må den alt det, den ikke må herhjemme. Den må være i sofaen, lænestolen og hendes seng. Men det første, hun gør, når Yoyo kommer op til hende, er at give den et bad, fortæller Søren.

Yoyo ligger på gulvet i køkkenet hjemme ved Søren, og han kigger over på hende og henvender sig til hende, mens han snakker videre:

- Så kommer du i bad, du bliver frotteret med tre håndklæder, du bliver børstet og nusset som om, at du er en lille baby, og til sidst får du et ordentlig pust af hendes parfume. Så kan du være ved Lene.

- Der får den det liv, som mange kælehunde har. Et liv, som jeg ikke kunne drømme om at give den. Den sover ikke i senge eller sofaer her. Men den ved godt, at hos Lene må den noget, og her må den ikke det samme.

Den har fornylig været hos Lene i en uge, mens de fik ordnet gulv derhjemme.

- Der er kun det minus ved det, at der havde hun givet den for meget parfume, så den lugtede jo ikke af hverken Yoyo eller hund. Den lugtede af Lenes parfume i en hel uge. Det var frygteligt, siger Søren med et stort smil.

YoYo er den anden i rækken

Den Yoyo, han har nu, er faktisk Yoyo nummer to. Efter den første Yoyo døde og det blev tid til, at de skulle have en ny hund, var hans ønske simpelt.

- Vi skulle bare have en magen til. En ligesom den elskede Yoyo. For mig er en hund en hund, og Yoyo har ikke sin egen personlighed. Den er en ruhåret foxterrier, og den har nogle karakteregenskaber, som vi sætter stor pris på og som passer til mig og min familie, uddyber han.

- Jeg bliver bekymret, hvis den er syg, men jeg går ikke og gruer for den dag, hvor den skal aflives. Hvad det angår, er jeg ikke sentimental. Det er da klart, at de dage, hvor den har været væk i et halvt eller et helt døgn, så har jeg da været dybt bekymret. Men det kan jo på ingen måde sammenlignes med, hvis et af mine børn var væk. Det er noget helt andet.

- Den dag, den ikke er her mere, vil jeg savne den, men det er jo ikke Yoyo, jeg savner, det er hunden..., siger han, mens han kigger ned på YoYo, der ligger på gulvet ved siden af ham. Han taler med en lidt lavere stemme og afslutter sætningen;

- Den kan nemt erstattes.

- Og det er da helt klart, at når den ikke er her mere, kan jeg da forhåbentligt nå at få en tredje også, og så skal den også hedde YoYo igen. Hvad ellers?

Tilbage til oversigt